Fadderbørn, fadderbørn og flere børn!

Denne uge har virkelig stået i fadderskabets tegn - masser af gaver og glade børn resulterede det i. 

Vi startede ugen med at fortsætte vores renoveringsarbejde på White Angels børnehjem. Her fik Kamilla og Karoline afsluttet deres gavlmaleri og det er blevet super flot. Når folk går/kører forbi på vejen stirrer de helt vildt på tegningerne, som om de aldrig har set en giraf før - hvilket de sikkert heller ikke har..

Det super flotte resultat!

Derudover havde vi fornøjelsen af at male rammerne om vinduesnettene, hvilket var ret kedeligt. Så der gik ikke længe før en klog sjæl fandt på at sætte vores små afrikanske venner til at male, hvilket de virkelig syntes var sjovt!

Arbejdsdagen valgte vi at holde kort, hvorefter vi kørte hjem for at spise frokost på en lokal restaurant. Det var lidt noget andet end de internationale caféer vi er vandt til at spise på. Her fik vi serveret en stor tallerken med lidt af det hele, det vil sige: matoke (en form for banangrød), posho (majsgrød), chapati (afrikanske pandekager) og ris. Ved siden af fik vi en skål med en overraskende god sovs og så en halv kylling. Og nej, jeg synes ikke ligefrem det var en succes. Det kunne sagtens spises men meget af det var smagsløst og en mærkelig konsistens, men mæt det blev man da. Og vi kunne glæde os over at for vores frokost skulle vi kun af med 6000 shillings pr. næse, hvilket svarer til 13 kr.

Derefter gik turen (længe ventet) ud til et hus i bushen hvor James og Josephine bor med deres 3 brødre. James og Josephine boede på babyhjemmet da jeg var hernede sidst, men de har nu fået lov til at komme hjem til deres far og bo igen. De var to af de børn der især stjal mit hjerte sidst jeg var her og jeg har virkelig glædet mig til at gense dem. Josephine som var den ældste kunne også godt huske mig og vi havde en del sjov ved at kigge billeder på min iPhone af de andre børn på babyhjemmet og de gamle volontører.
Da vi først kom til deres skole for at hente dem fandt vi ud af at ingen af dem var taget i skole den dag, så vi måtte hjem til dem hvor vi fandt dem løbende imod os med jubel og åbne arme. Her var de alene hjemme fra 6 morgen til det blev mørkt kl. 19.00 fordi deres far var på arbejde. Bemærk at den ældste af børnene ikke er mere end 11 år gammel. Faderen havde ikke mere mad eller hvis han havde så havde han i hvert fald ikke forberedt det til dem, så da vi kom kl. 15 havde de slet ikke spist noget den dag - pludselig gav det mening i forholdt til hvor hurtigt de kunne sluge deres slikkepinde. Så efter at jeg havde givet dem gaverne fra Danmark som hovedsageligt bestod af nyt tøj, traskede vi alle på tur for at finde en lokal købmand hvor vi købte brød, bananer og popcorn. Det synes børnene var sjovt og vi vakte stor opsigt, som vi gik gennem landskabet og børnene stolt holdt os i hænderne. Vi fik lov at tilbringe 3 timer sammen med de dejlige børn og jeg håber virkelig at der bliver tid til endnu et besøg inden vi rejser hjem om en uges tid!

De 5 børn da vi kom 

De 5 børn da vi gik - sikke anderledes de ser ud med rent tøj!

Lækre Josephine der meget mor-agtigt holdt
styr på hendes 4 brødre - nu i nyt tøj!

Idag (fredag) fik jeg endnu en gang æren af at besøge mit fadderbarn. Det bliver så også sidste gang i den her omgang. Jeg havde tømt byen for ting jeg syntes der var nødvendige for hende og det blev modtaget med stor begejstring fra hele familien!

Fandt familiens baby ko som jeg navngav Pattie - totalt nuttet dyr!

Rachels far, mor, lillesøster, mig, Rachel og hendes storesøster Jane med gaverne. 

Jeg havde valgt at tage en t-shirt med til hver af hendes søskende, hvilket var et stort hit blandt dem og moderen. Hendes brødre var desværre ikke hjemme, men jeg fik mødt resten af familien og fik lov at holde hendes skønne meget lille babysøster Kezia!

Gaveuddeling

Baby Kezia!

Udover at have besøgt mit eget fadderbarn har jeg også leveret gaver til min venindes, min søster og handlet stort ind til mine forældres, som skal besøge når far kommer på mandag. Det er fantastisk at få lov til at give alle de gaver. Ih hvor bliver man glad af at få lov til at hjælpe sådanne dejlige børn!
Den glæde jeg så idag er alle pengene værd!! Har du også lyst til at være med til at bringe glæde hos en familie og give et barn en lysere fremtid? Så kan det gøres her: Bliv fadder! for kun 150 kr. i måneden - hvilket man hurtigt får råd til hvis man f.eks. springer en enkelt cafétur over i ny og næ.. og det tager formen jo heller ingen skade af!

Efter en lang dag hvor jeg er blevet kaldt alt fra Madam, til Auntie og Mom er det vidst på tide at slappe af med de andre til fredags aftens hygge, hvor den står på High School Musical maraton! Yay! Den vilde ungdom i Uganda!

Solskinshilsner herfra!

/Camilla Michelle

Fødselsdag, fadderbarn, småkagefest og hane-gave!

I tirsdags blev det endelig dagen - den 5. november hvor jeg efter mange års drømmerier fik mulighed for at holde fest i varmen! De 19 år blev fejret med et super hyggeligt poolparty, som alle de dejlige dansker havde været med til at arrangere. Det var en totalt skøn dag med masser af kage, afrikanske gaver, gamle og nye venner samt sol og 27+ grader. En dag jeg bestemt vil se tilbage på med glæde, de næste mange mange år!

Ikke hvert år man får en ananas i fødselsdagsgave!

Torsdag fik jeg æren af at tage ud og besøge mit fadderbarn på 8 år, som jeg nu har sponsoreret i 3 1/2 år. Det var en rigtig stor oplevelse for mig, men bestemt også for hende og hendes familie. Her flere dage efter er jeg stadig overvældet af deres store glæde og taknemmelighed - det er fantastisk at se hvilken forskel det gør, at jeg sender lidt penge hver måned!

Rachel og jeg ved Rhema skole

Jeg besøgte hende på hendes skole og gav hende der de gaver jeg havde med fra DK af, samt fik lov at se hendes klasseværelse og fik sunget en fin "velkommen til vores skole" sang af alle hendes klassekammerater. Herefter fandt vi ud af at hun ikke boede så langt fra skolen, så vi steg i bilen og kørte hjem for at møde hendes mor som var hjemme sammen med hendes yngre søskende.

En flok lækre elever der vinker og skriger efter Mzungo'en!

Det kom lidt som et chok for mig da jeg fandt ud af at hun ikke blot har 4 ældre søskende men også en 2-3 yngre. Det var lidt forskellige svar jeg fik på antallet af søskende i hendes familie, men uanset om de er 7 eller 8 børn, så synes jeg det er mange! Især når man ikke rigtig kan sende dem i skole og bor i et meget lille 3 værelses hus. Men de var glade for at se mig og i det jeg kom ind af døren, fik jeg en kæmpe bjørnekrammer af Rachels mor og blev halvt svunget rundt i luften - det kan man da kalde en stor modtagelse.

Rachels søde og meget glade mor

Det var hyggeligt at besøge dem, men også meget tankevækkende. De har ikke særlig meget og kæmper for det de har, men stadig har de overskud til at smile og udvise stor gæstfrihed. På deres væg hang der en plastiklomme med et brev jeg skrev til Rachel den 22. april 2010. Dengang var det Miriam der besøgte hende og jeg må sige at jeg er noget overrasket over at de har kunnet gemme det så længe. Men på trods af jord og blegnede billeder, hang det pænt på sit søm.
Børnene i familie sover på sivmåtter på jorden og det overraskede mig lidt, da jeg ved at jeg tidligere har købt både madras, myggenet og tæppe til Rachel - men det er selvfølgelig ikke udsædvanligt at faderen tager disse ting, hvis han selv er i mangel af det. Hmm, hvilken forældre kan sove godt om natten, velvidende at han ligger blødt på den madras der var tiltænkt hans datter, alt imens hun ligger og fryser på en sivmåtte på et betongulv? Så i den kommende uge bliver jeg nødt til at tage ned i byen og tømme pungen, så Rachel kan få alle de ting jeg nu selv har set at hun er i mangel af. Det er dejligt at jeg får mulighed for at gøre det for hende inden jeg rejser hjem :)

Her bor Rachel sammen med hendes forældre og 6-7 søskende

Rachels mor blev ved med at sige hvor glad hun var for at jeg hjælper dem med Rachels skolegang og alt muligt andet. Moderen snakker kun luganda og tolken kunne ikke rigtig følge med, så jeg smilte og nikkede bare. Og tja, jeg tror ikke hun tænkte så meget over at jeg ikke forstod det. Men det var meget overvældende at se hendes store taknemmelighed og hvordan hun knælede for mig, mens hun gav mig gaver som tegn på deres taknemmelighed. Disse gaver bestod af en stor klase matokebananer (grønne madbananer som de laver grød af) samt en stor flot hane. Det var meget mærkeligt at skulle tage imod det, især fordi jeg selv lige var kommet med mad til dem, fordi de ikke altid har så meget. Men det var et tegn på taknemmelighed og det rørte mig meget.

En lettere skræmt (pga. hanen) mig i deres lille stue/opholdsrum/børneværelse

 Hanen navngav vi Sigurd og på trods af min første skræk for den, så var den egentlig ganske rar. Men hvad i alverden skulle jeg stille op med en hane?

Mig og min gave sammen med Rachel i hendes
 nye gave, som hun har arvet fra Rebecca

Selvom jeg var træt oven på en meget indtryksfyldt dag, havde jeg ikke haft hanen i mange minutter før jeg havde besluttet hvad jeg skulle stille op med den stakkels hane. Og nej, den fik ikke lov at komme med hjem som kælehane da min kære rumbo ikke kan fordrage fjerkræ. Så sammen med bananerne fik han lov at komme hjem til Teenagemoren Olivia og de blev 1000 gange mere glad for gaven end jeg gjorde. 

Sigurd og jeg blev næsten gode venner!

 Hos Olivia blev vi i dagens anledning inviteret indenfor i det meget gamle og slidte hus. Her sad vi i deres sofaer som manglede fyld og havde fjedre der gjorde dejlig ondt bagi, så det var en dejlig ubehagelig halv time. Men de var rigtig søde og baby Ivan var super glad, så han gik lidt på runde mellem alle de babyglade mzungo'er. Det var til stor underholdning for Olivia og hendes bedstemor, da vi allesammen klukkede om hvor smuk og dejlig han var, hvilket de åbenbart ikke er vandt til at høre om deres børn.

Stuen i det lille hus

Baby Ivan i noget af hans nye tøj fra DK

 Til idag (lørdag) havde vi planlagt det helt store: vi skulle da tage alle de største babyhjemsbørn med til Lake Nabugabu som er en sø godt en halv time fra Masaka. Der skulle vi bade, holde picnic og bare have det sjovt. Vi havde så ikke lige tænkt på at det er regntid her i Uganda og at man bestemt ikke kan regne med vejret. Så da vi stod op i morges var det gråt, vådt og rigtig koldt - ikke Danmark koldt, men koldt... Frokosten, desserten og børnene ude på børnehjemmet var klar, så gode råd blev hurtigt dyre. Da det kort efter morgenmaden så begyndte at regne og ikke rigtig ville stoppe igen, stod det klart at vi måtte ty til plan B, som hidtil stadig var ukendt. Ruth kom så med den geniale idé at vi kunne tage ned på UCC's café frikadelle og bage småkager sammen med børnene. Den var vi straks med på og en eftermiddag på caféen med 11 energifyldte børn blev det så til. Nøøøj man hvor var der gang i dem, men hvor var det også hyggeligt. Da vi hentede dem på babyhjemmet startede de med at sidde i bilen og råbe/synge "Come together, come together lets have fun!" og det var med høj stemning og store forventninger at de ankom til caféen. Her fik de frokost, cola, kage og lov til at bage småkager som de derefter selvfølgelig også spiste. Hen på eftermiddagen afleverede vi en flok sukker/energifyldte og super glade børn, hvorefter vi kørte hjem og dejsede om på sengen - her ligger jeg så stadig.... Dejlig dag og fantastisk at se glæden i alle de små ansigter! Det er noget der er værd at leve for!

Frokost på Caféen (nogle af børnene)

Når vi nu ikke kunne komme til søen, så var børnene glade for at de
kunne kigge på fisk i "Lake Frikadelle"

Det er svært når man ikke har prøvet det før

Winnie er en af de "gamle" eksperter!

Fyldt med endnu flere indtryk og ufattelige oplevelser, ligger jeg her på min seng og tænker på om mit hoved når at springes inden jeg kommer hjem igen? - jeg har i hvert fald tabt små stykker af mit hjerte mange steder efterhånden... Åh. Fantastiske små mørke børn!

/Camilla Michelle

En tur i bushen, fattige børn, solformørkelse og klamme fisk!

Uge nummer 2 er gået endnu hurtigere end den første. Lige om lidt skriver vi 3. uge og hvor er det vildt, så er vi snart på vej hjem igen.. suk. 
I onsdags var vi ude for at besøge det som virkelig er bushen - altså et fattigt område. Det er byen Namirembe ved victoriasøensbred (vi snakker så tæt ved søen at fiskerbådene trækkes halvt ind i byen, når de hives på land). Her skulle vi besøge UCC’s skole Gods Grace som har et par hundrede børn. Byen er rigtig fattig da mange af fædrene sejler som fiskere og efterlader kvinder og børn til at klare sig selv, derudover er den præget af rigtig meget alkohol og generelt ikke et særligt fedt sted at skulle bo. Den fine side er byen har små betonhuse, beskidte små butikker og masser af folk. Krydser man så broen som består af vakkelvorne tynde planker, så kommer man til det der virkelig er det fattige. En landsby bygget på sand - forstil jer huse fra vikingetiden af sammenbundet planker med sivtag og et klæde som dør. Ret op og ned af huset er der et lille hus hvor geder, grise, gæs, høns og andet godt hører til. Jep. Ikke de fedeste levevilkår. Derfor havde vi medbragt alt det gamle tøj som vi havde fjernet fra babyhjemmet, samt en masse gammelt legetøj som Ruth og Carstens børn ikke længere bruger. Det var en stor dag for børnene i området. 

Karoline og Lasse deler gaver ud til de større piger

En pige med en håndfuld "nyt" tøj

De blev rigtig glade for tingene, så glade at de endda knælte for os, hvilket er et tegn på respekt og stor taknemmelighed. Lidt svært at forholdet sig til at folk knæler for en, tror aldrig helt at jeg vender mig til det. Men det var en sand fornøjelse at være med til uddelingen. 
Halvvejs i tøjuddelingen måtte vi nødvendigvis stoppe og spise på den fineste restaurant i byen - et meget lille skur hvor de solgte friturestegte talapiafisk. Det vil sige en hel fisk puttet i en gryde med friture og derefter serveret på en tallerken. Uuumh, velbekomme. Fisk er ikke lige mit yndlings spise, denne smagte dog mere af friture end fisk. Men stadig er jeg ikke så stor fan af at sidde og pille kødet af benene og spise finnerne som var de chips og øjnene vil jeg slet ikke tænke på..

Velbekomme!

Til slut havde vi købt en masse slikkepinden som vi delte ud til alle skolebørnene - en fryd for øjet at se dem komme løbende, jublende og skrigende da de fandt ud af at vi havde “sweets” med til dem. For derefter at danne lange rækker og pænt stå stille mens de ventede på at det blev deres tur. Åh. Det er ikke til at stå for! :) 

Uanset hvor gammel man er, så bliver man glad for sweets!

Torsdag skulle vi igen ud for at sprede glæde - livet giver jo så meget mere meningen når det er det man bruger sin tid på! Her besøgte vi Sam og Sarah som tidligere har boet på babyhjemmet, men nu er komme i familiepleje hos en skøn familie. 

Sarah blev glad for sine nye ting

Og det var tydeligt at hun huskede mig
- en skøn lille pige som man kun kan
blive glad for at gense og glad for
at se hvor meget hun er
vokset og spiret

Det var et glædeligt gensyn og især Sam som er den ældste kunne huske os. Han var stor fan af “Mr. David”  (min far) så han kunne ikke forstå at jeg var taget afsted ud ham, for han ville gerne have besøg af ham. Men mon ikke jeg kan overbevise far om at vi skal et smut forbi og sige hej, når han kommer til Masaka. Vi havde nyt tøj med til begge børnene, og når vi nu var på Sams skole blev jeg også nødt til at sige hej til Nante som er en stor pige der bor på babyhjemmet, når hun altså ikke lige er på boardingskolen. Jeg fik kæmpe kram og store smil, og hun fik masser af nyt tøj, så det var glædeligt for begge parter!

Nante, Mig, Jamie, Sam og Janine på Hope Boardingschool

Som jeg også skrev på facebook, så var vi forbi Olivia på 15 år som er en fattig ung mor med en lille søn på 4 mdr. Hende og hendes bedstemor kæmper en hård kamp for at få tingen til at løbe rundt, men det lykkes ikke rigtig. Baby Ivan har det dog godt og ser sund ud, på trods af at han er meget lille af sin alder. De har svært ved at skaffe mad og nogle dage må de nøjes med at spise hvad de finder af blade og andet grønt. Derfor har vi sat fokus på at ville hjælpe dem mere inden vi rejser hjem. Har du lyst til at være med til det, så kan du gøre det her: http://childcare.dk/produkt-kategori/giv-en-gave/. Klik på “giv en gave” og marker donationen med “Olivia and her son”. Et hvilket som helst beløb bliver taget imod med kyshånd og stor taknemmelighed fra os og ikke mindst Olivia og hendes bedstemor.

Unge Olivia og hendes søn Ivan

Jeg fik æren af at holde den smukke lille baby!

I dag søndag så, på trods af solformørkelse og kirkefrokost, ud til at skulle være en ganske almindelig søndag, da vi stod op. Men det ændrede sig dog hen af vejen og nogle af os endte ud i endnu et besøg hos Kyambadde og resten af hans familie.
Ikke længe efter at Lasse, Karoline og jeg ankom til kirken med bilen fyldt af babyhjemsbørn, fik jeg øje på en pige i kirken som så bekendt ud, og selvom jeg havde svært ved at tro det, vidste det sig ganske rigtigt at være Kyambaddes storesøster Sylvia som var gået hele vejen fra deres hjem ude i bushen til Masaka for at deltage i vores gudstjeneste. De bor et godt stykke væk, så jeg forstår slet ikke at hun overhovedet formåede at komme hele vejen og så i det allerede varme vejr. Men hun var gået hjemmefra ved 6-tiden om morgenen for at gå de ca. 4 timer til Masaka Family Church. Hun er en sand fighter. 
Efter gudstjeneste indbød vi hende selvfølgelig til at deltage i vores fællesspisning og fik hurtigt givet hende en masse mad, hvilket de normalt ikke får særlig meget af - så hun var glad. Derefter tilbød vi at køre hende hjem, for man kan da ikke byde sådan en pige at skulle gå hjem igen, mens vi andre sidder og daser den med en cola ved poolen. Så vi samlede alle resterne af fællesspisningen på nogle plastiktallerkener, kørte ned i byen og købte forskelligt af bønner, majsmel, og andet spiseligt hvorefter vi satte kursen mod hendes hjem. 

Mzungo'erne studerer den kokosnød-lignende rodfrugt

Her blev vi modtaget af 3 børn der var igang med at skrælle en form for rodfrugter som skulle være deres frokost (klokken var på det tidspunkt langt efter frokosttid, men faderen var netop kommet hjem med dem, hvilket var hans betaling for dagens arbejde), så de blev glade for den allerede tilberedte mad vi havde med til dem. Udover det var det samme syn som sidst vi var der - nogle trist børn, især Kyambadde. 

Kyambadde vasker op

Mens Jeremiah laver mad

Med Kezias hjælp som tolk, formåede jeg at få kommunikeret med ham idag og han gav udtryk for at han klart kunne huske mig og var glad for at se mig, selvom han ikke kunne forstå at vi i sin tid kunne finde på at efterlade ham her hos hans familie.. Selvfølgelig!, Det var dét der gemte smilet og skabte håbløsheden i hans øjne. Tanken om det dejlig sted han kom fra med legetøj, kærlige Mamas, masser af mad og sjove Mzungo’er, alt imens han nu måtte finde brænde, hente vand, gå i slidt tøj og falde sulten i søvn. Tårerne var lige ved at finde vejen ned af mine kinder, da han mumlende fortalte at vi bare havde forladt ham. Hvor havde jeg lyst til at tage ham i hånden, putte ham i bilen og tage ham med hjem til babyhjemmet igen. Men det ville jo heller ikke være en løsning. Vi må desværre bare indse at det vi gør med gode intentioner, ikke altid ender ud i det bedste. Men forhåbentlig kan hans oplevelser i “den bedre verden” være med til at give ham et gå på mod når det kommer til at kæmpe for en bedre fremtid.

En bedrøvet lille Kyambadde! <3

Nu har de mad til noget tid og forhåbentlig kan det hjælpe dem indtil regnen kommer og vander deres have.

En tankevækkende søndag er nu ved at være ved vejs ende og selvom vi blev lettere skuffet over den solformørkelse der ikke var så mørk igen, er taknemmeligheden for at vi igen har vand og strøm stor. Vi Mzungo’er lever det bedre liv, uanset hvor skod det ser ud og det burde mange af os - ikke mindst jeg selv - lære at sætte meget mere pris på. 

Sula Bulungi (god nat)
/Camilla Michelle