My Babies

                                                                                                                                                                 (07.03.13)
Nu har jeg de sidste par dage været igang med at skrive historierne om børnene fra babyhjemmet ned. De er på hver sin måde nogle grumme historier, men heldigvis er de endt godt - derfor synes jeg at de fortjener at blive fortalt! Så nu får i muligheden for at lære mine babyer bedre at kende og se hvilke mirakler de hver især er :)

Sorry - de nyeste historier ligger nederst på siden!


Priscilla: 

Nu på babyhjemmet..

Første tid på Babyhjemmet..

Priscilla har lige fejret sin 3 års fødselsdag, i selskab med hendes nu 2 år gamle familie på UCC’s babyhjem. Priscillas mor var blevet gravid med en mand der var ansat på skolen hvor hun gik, så han har aldrig været en del af billedet. Da hun kun var en ung teenagepige prøvede hun at skjule hendes graviditet for familien, men da Priscilla først var født brød problemerne for alvor ud. Priscillas bedstefar blev rasende på hans datter og ønskede under ingen omstændigheder at have babyen boende under sit tag, eller have noget som helst med hende at gøre. Han prøvede derfor at få barnets far til at tage sig af babyen, men på samme tid ville han også retsforfølge hendes far, da han jo havde gjort hans umyndige datter gravid.
Priscillas far nåede dog aldrig at tage sig af hende, da han af skræk for bedstefaderens trusler om retsforfølgelse, begik selvmord og derved forsvandt ud af billedet for altid.
Nu uden andre muligheder eller hjælpende hænder, prøvede Priscillas mor at tage sig af den lille pige. Efter at moderen i lang tid forgæves havde forsøgt at tage sig af sin lille pige, blev Priscilla afleveret på hospitalet af sin bedstemor, hvorefter hun blev anbragt på UCC’s babyhjem.
Da hun blev modtaget på babyhjemmet som 1 år gammel, var det tydeligt at se at hun var underernæret og manglede kærlighed og omsorg. Hun var skrøbelig og af vækst ikke større end en 1 måneds gammel baby. Nu efter to år i kærlige og glade omgivelser, er hun vokset og blomstret i vildskab. Hun er nu altid først i rækken af børn der modtager volontører og gæster på babyhjemmet med åbne arme og masser af kram. Som førstehåndsindtryk er hun en reserveret lille dame, men bag denne facade gemmer der sig en fræk pige med en uendelig strøm af smil, latter og kærlighed.
/ck


Timothy:

Nu på babyhjemmet..

Første tid på Babyhjemmet..

Torsdag d.13. oktober 2011 blev en lille baby Timothy født på Masakas offentlige hospital. Han vejede 2,5 kilo ved fødslen og hospitalet mente at han var lidt stor, af en for tidligt født baby at være. Dog var hans første par timer i livet ikke hvad man kunne have ønsket sig for sådan en lille størrelse. Hans mor ønskede af ukendte årsager ikke at have en baby i sit liv, derfor prøvede hun straks efter fødselen at kvæle ham. Heldigvis lykkedes det ikke for hende, da sygeplejersken kom tilbage i samme øjeblik og fik hende stoppet. Det var selvfølgelig ikke en del af den nybagte mors plan og hun fortalte sygeplejersken at hun tidligere i graviditeten selv havde prøvet at fremprovokere en abort, men det var tydeligvis også mislykket.
Dette hjemmelavede forsøg havde resulteret i at moderen havde en voldsom infektion i underlivet, da Timothy blev født. Derfor var lille baby Timothy på antibiotika kur de første dage i hans liv.
Personalet på hospitalet truede moderen med at melde hende til politiet pga. hendes kvælningsforsøg, så hun stak af og de stod nu tilbage med denne lille uønskede baby.
Hospitalet havde tidligere haft kontakt med UCC og valgte derfor at sende besked til Fay som var lederen af UCC babyhjem. Fredag blev baby Timothy afhentet og boede hos Fay den første uge af hans liv, så hun kunne holde øje med hvordan den lille fyr klarede sig. Det første stykke tid var lidt kritisk, da han havde svært ved at synke når han fik sutteflaske. Men efter en uges tid havde han det meget bedre og appetitten var også på rette kurs.
Nu bor baby Timothy på UCC’s babyhjem og der er ikke så meget baby over ham længere. Når man kommer på besøg ser man ham stolpe rundt på hans små ben, i et forsøg på at nå hen til sine mammas uden at falde. Og hvis man vender ryggen til for længe, så er han at finde på toppen af hjemmets rutsjebane.
/ck



Miracle:

Nu på babyhjemmet..

Første tid på Babyhjemmet..

Miracle har som mange andre afrikanske børn haft mere end én familie gennem hendes korte barndom. Hun var ikke andet end ½ år gammel, da hun blev fundet efterladt i landsbyområdet Kyabakuza nær Masaka, hvor hun af ukendte årsager lå mutters alene.
En lokal familie fra landsbyen tog hende ind i deres hjem og hun boede hos dem som en del af familie i mere end 2 år. Desværre skete det også at denne familie ikke længere kunne tage sig af hende, så som en lille 3-årig pige måtte hun endnu en gang efterlade det hun kendte til.
Familien valgte dog at rådføre sig med Pastoren fra en lokal skole og sammen tog de beslutningen om at kontakte UCC, for at se hvad de kunne gøre for den lille pige. Der blev snakket og underskrevet papir og så var Miracle overdraget til UCC og endnu en gang skulle hun tilpasse sig en ny familie.

Nu bor hun på UCC’s babyhjem sammen med mere end 20 andre adoptiv-søskende, hvis historie ender det samme sted som hendes. Her er hun en af de største piger og med det følger der en voksende glæde for ansvar og voksenting, men på trods af det er der ikke vand der skal hentes eller arbejder der skal udføres. Så modsat mange af de andre jævnaldrende piger i området, kan hun stadig fuldt ud nyde sin barndom med skolegang og fritid hvor der kan danses og leges. Fjolleri og skarnstreger er noget hun bestemt gør i og sammen med adoptiv-søsteren Sarah bliver der fundet på de skøreste ting i det lille hjem!
/ck

"Søstrene" Sarah og Miracle!

Gideon:

Når man kommer på besøg på babyhjemmet i Kyabakuza nær Masaka,  får man altid en stormende modtagelse. Børnene kommer løbende imod én smilende og hujende.  Én af dem er Gideon. Han har et stort smil om munden og et glimt i øjet, men sådan har det ikke altid været.

Nu på Babyhjemmet..

Før Babyhjemmet..

Den 7. juni 2008 bliver en lille velskabt dreng født af sin unge mor på kun 17 år. Han er kommet til verden som resultat af insest mellem moderen og morfaderen.  Her i  Uganda bliver det regnet for en forbandelse at få et barn på den baggrund, hvorfor moderen og mormoderen bliver enige om at gemme drengen af vejen i huset og formodes at have forsøgt at sulte ham ihjel. Den lokale embedsmand får mistanke om at noget er galt og finder den udsultede dreng.   Han melder det straks til politiet som efterfølgende kontakter UCCs kontor og spørger om man her kan tage sig af barnet mens sagen bliver efterforsket. Faderen bliver aldrig arresteret da han vælger at stikke af. Moderen og bedstemoderen bliver begge dømt skyldige og har efterfølgende afsonet fængselsstraf.Det er en meget voldsom sag hvilket understreges af den nyhedsdækning der er. Drengen har på indleveringsdagen endnu ikke fået noget navn men bliver blot kaldt “baby”. I UCC, hvor vi selvfølgelig tager imod drengen med åbne arme, arbejder vi for at opretholde og forbedre  liv og bliver enige om at kalde ham Gideon.

Hans alder ved ankomsten er ikke let at bedømme, det viser sig dog senere at han er 12 mdr. gammel. Under tøjet viser sig en totalt udmagret drengekrop med hævede ben og fødder som følge af underernæring og dehydrering. Kezia, som er sygeplejerske i UCC, får drengen ind til undersøgelse og det lykkedes hende at tage en blodprøve så det kan fastslås om Gideon er bærer af fx. HIV. Til alles store lettelse viser prøverne at han ikke lider af alvorlig smitte eller sygdom, dog har han en bakteriel infektion som bliver behandlet og der er også et stykke seriøst arbejde at gøre med at give ham den rigtige ernæring så hans krop kan blive stærk. Der ud over, er der tilbage at elske ham, vise ham omsorg og håbe og bede til, at han ikke får varige fysiske eller mentale skader. 

Nu er Gideon fyldt 5 år og er lige startet i skole. Han er en livsglad dreng der altid har et smil på læben og udviser stor omsorg for de  søskende han har på babyhjemmet.

Han elsker at lege på den nye legeplads og suse rundt på de  sjove cykler. Han er et levende bevis på hvad mad, kærlighed og bønner kan gøre for et menneske der har været dybt forkastet. Han er et levende mirakel. 

/dk

Josephine og James:

Josephine på 5 år og James på 3 år er et af babyhjemmets 4 søskendepar og når man ser dem er man bestemt ikke i tvivl om at de deler gener. Smilet og varmen der fylder hele ansigtet, passer perfekt sammen med latteren og lysten til at pjatte. Generne strækker sig også længere ud endnu, for hjemme hos deres far har de 3 ældre brødre som de har kæmpet for tilværelsen med.

 

       Nu på babyhjemmet..

Første tid på Babyhjemmet..

Nu på babyhjemmet..

De 5 små børn blev alle fundet alene i familiens hus, i slutningen af år 2011, hvor de havde boet helt alene i et stykke tid. Faderen havde lånt penge privat og sat et stykke jord som pant for lånet. Da det ikke lykkedes ham at tilbagebetale lånet i tide, følte han ikke længere at det var sikkert for dem at bo i området. Jorden han havde sat som pant tilhørte nemlig ikke kun ham, men hele hans familie og han frygtede for hvad de ville gøre når de fandt ud af at han havde mistet det. Derfor rejste han fra familien og kort tid efter forlod moderen også børnene af ukendte årsager. Nu var de 5 små børn, hvor den ældste var under 10 år gammel, ladt i deres egen varetægt.

Første tid på Babyhjemmet..

Tiden gik uden at nogle af forældrene viste sig igen. Heldigvis blev en lokal embedsmand opmærksom på børnenes forfærdelige situation og valgte at tage kontakt til børneforsorgen, som derefter valgte at placere de to yngste børn på UCC’s babyhjem.
Sidenhen er faderen kommet tilbage til området og bor nu sammen med hans 3 ældste børn, men han har stadig ikke mod på at få James og Josephine hjem igen. Det skyldes at han er alene om at forsørge børnene og endnu ikke har en fast indtægt. Moderen er der stadig ingen der har hørt fra, men på trods af det håber UCC og faderen at børnene en dag kan komme hjem og få mulighed for at vokse op i deres egen familie.
/ck

Mutyaba:

Første tid på Babyhjemmet..

Nu på babyhjemmet..

William - eller Mutyaba som han hedder i daglig tale for at mindske forvirringen mellem ham og hans navnebror - var det man kan kalde en lille fyr da han ankom til UCC’s babyhjem i Kyabakuza. Han kom dertil da han var 2 år gammel, fordi de lokale myndigheder tvangsfjernede ham fra hans bedsteforældre, da han var så underernæret at hans liv var i fare. Hvordan han er havnet i hans bedsteforældres varetægt og hvor hans forældre er, fortæller historien intet om.
Da han flyttede ind på babyhjemmet var han ikke andet end 7 kg tung, hvoraf de 2 af de kg skønnes at have været væskeophobning. Mutyabas krop var meget hævet, især hans hænder og fødder. Nogle steder havde hans hud sprækker fordi væsken pressede så hårdt mod huden. På dette tidspunkt var hans krop og indre organer så belastede at selv det at åbne øjnene var en belastning, pga. den store væskeophobning i øjenlågene.  Dette var alt sammen et tegn på en meget farlig type underernæring, som skyldes stor mangel på protein. Dårlig hygiejne havde dog også været med til at forringe hans tilstand, så meget at hans lille hjerte var i farer for at blive udsat for stress.
 Som tiden på babyhjemmet gik og hans krop begyndte at få den rigtige ernæring igen, forsvandt hævelsen og han ligner nu enhver anden sund og rask dreng, som elsker at cykle og lege med den store søskendeflok.
/ck

Emily:

Nu på Babyhjemmet..

Første tid på Babyhjemmet..

Mandag den 18. maj 2010 blev lederen af UCC’s babyhjem ringet op af en sygeplejerske fra det lokale hospital i Masaka. Sygeplejersken informerede hende om at et par brandmænd havde indleveret en lille spæd pige, som var blevet fisket op af et af de afrikanske lokummer – altså et hul i jorden.
Hun kontaktede UCC for at der kunne laves lidt forberedelser til lille baby Emilys ankomst til babyhjemmet. Emily var først et par dage på hospitalet, for at hun kunne blive vasket og få et helbredstjek, da hun havde tilbragt et stykke tid i en bunke afføring og hendes mave var voldsomt opsvulmet.
Fredag blev der igen ringet fra hospitalet. Denne gang hastede det! Hvis Emily ikke blev hentet hurtigt, var der chance for at nogle ville stjæle hende fra hospitalet i løbet af weekenden.
I Uganda er piger nemlig meget værdifulde, fordi de kan bruges som hushjælp gennem deres opvækst. Når de så er blevet gamle nok til at blive bortgiftet, slipper familien for at tage sig mere af dem og til gengæld får de en brudepris fra den mand pigen får, som består af penge, køer eller andre værdifulde ting.
Derfor blev lille Emliy hurtigt hente fra hospitalet. Men ikke længe efter baby Emliys ankomst til babyhjemmet, måtte hun tilbage og indlægges på hospitalet i 3 dage, da hun blev ved med at kaste op. Dagene på hospitalet hjalp hende til at komme sig og efter det begyndte hun at kunne drikke modermælkserstatning fra en sutteflaske.
Masser af kærlighed og omsorg har været med til at hjælpe lille Emliy gennem den hårde kamp, som de første uger af hendes liv har været.

Nu er hun blomstret meget og fylder snart 3 år. Kender man ikke historien om hende, så ville man ikke være klar over det svigt hun har været igennem så tidligt i livet. Hun er blevet fyldt med masser af kærlighed lige fra starten og det ses tydeligt på den tillid hun har til folk! Et smil kan være lidt svært at få af den generte pige, men når det kommer, så smelter ens hjerte!
/ck

JB:

Nu på Babyhjemmet..

Første tid på Babyhjemmet..

JB er en forkortelse af navnet John Bosco, som passer noget så godt til en fræk lille fyr som denne. Hans historie er der desværre ingen der rigtig kender til, men da han kom til UCC havde han det alt andet end godt. Politiet fandt den lille efterladte dreng i et distrikt kaldet Lyantonde, som ligger langt fra Masaka. I første omgang prøvede de at få en ældre lokal dame til at tage sig af ham. Men at dømme på hans tilstand da han kom til UCC, har hun ikke gjort særlig meget for at tage sig af lille JB.
Man går ud fra at han var omkring 1 år da han blev overdraget til UCC i november 2010, men han var i en meget dårlig tilstand. Ved første øjekast virkede han underernæret og dehydreret, men da han fik et grundigt check up kom diagnosen malaria og lungebetændelse frem.
Med en vægt på kun 6 kg var han en forhutlet lille dreng. I løbet af kort tid begyndte hans tilstand at forbedre sig, men der var stadig langt igen før han var kommet helt til kræfter.
Nu er han en robust lille fyr, som kan tromle hvert et barn på babyhjemmet ned når ivrigheden melder sig og hvis stemme man tydeligt kan høre gennem luften, når han har fået øje på en ”Mzungo” gæst! 

/ck

Hope:

Nu på Babyhjemmet..

Første tid på Babyhjemmet..

Denne pige blev d. den 26. februar 2010, fundet af nogle barmhjertige mennesker i en bananplantage nær Masaka. Den stakkels efterladte pige er retarderet og kunne hverken tale eller gå da hun blev fundet.
I Uganda regnes handicappede børn ikke for det store, da de ikke kan hjælpe til med pligterne hjemme og kun er til besvær samt giver familien flere udgifter.
Før hun blev afleveret hos UCC d. 3 marts, havde menneskerne der fandt hende bragt hende til Masaka hospital, hvor de havde givet hende førstehjælp.
Det blev besluttet at hun skulle anbringes på babyhjemmet i Kyabakuza, ikke fordi hun var en baby, men fordi det var der hun havde bedst chance for at få ordentlig hjælp.
Navnet Hope blev valgt til hende, da der er håb i alle situationer og UCC havde håb for hende. Nu har hun tilbragt nogle år på babyhjemmet og en klar udvikling er sket. Klare sig selv kan hun stadig ikke, det kommer hun nok aldrig til at kunne, men med masser af træning og omsorg er hun nu begyndt at kunne gå. På hendes gode dag går hun gerne rundt uden at skulle have en hjælpende hånd og andre dag skal der lige en støttende hånd til. Men det er et fremskridt der slet ikke har været nogen garanti for.
Når man besøger babyhjemmet sidder Hope gerne og leger med sig selv eller observere de andre børns leg, mens hun pludre lidt og griner bredt. Uanset fortiden og tilstanden man er i, er der stadig håb for alle!
/ck

Nu på Babyhjemmet..

Første tid på Babyhjemmet..

Sam og Sarah:

Samuel og Sarah er søskende og til fælles har de også at de til hverdag er den ældste dreng og den ældste pige på babyhjemmet i Kyabakuza. Disse roller udfylder de godt og de er specielt gode til at tage sig af de mindre ”søskende”
de har.
I sin tid kom de sammen med deres mor til hospitalet i byen, da moderen var blevet alvorligt syg. Efter et stykke tid på hospitalet, døde moderen og sygeplejerskerne stod nu tilbage med de 2 små børn, hvis baggrund og familie ingen kendte til. På det tidspunkt var Sam ikke mere end 6 år gammel og han søster Sarah var kun 3, men hun så ud til at være under 2 år gammel. Moderens dødsfald blev annonceret, men ingen reagerede på det og ønskede at begrave hende eller komme efter børnene. Grundet det måtte børnene blive på hospitalet, hvorefter det blev valgt at politiet skulle kontaktes omkring dem.

Nu på Babyhjemmet..

Første tid på Babyhjemmet..

Gennem hele processen med moderens død og deres efterladelse, var Sam en modig dreng. Han stod ved siden af sin mor og så hende tage det sidste åndedrag, hvorefter han kiggede på at de klædte hende i ligklæderne og transporterede hende til graven på ladet af en gammel lastbil. Stedet hvor hun blev begravet er et sted hvor folk uden familie eller egen jord til et gravsted, bliver lagt til den evige hvile. Ingen kender nemlig noget til hvor moderen kom fra eller hvor i verden deres far er, hvis han stadig er i live.
Flere NGO’er (ikke statsejede organisationer) blev kontaktede ang.
søskendeparret og en af organisationerne ønskede at tage imod Sarah, men de ville ikke have Sam. Det var ikke hvad der var blevet håbet på for de to små børn, da det ville have været forfærdeligt at skille dem ad, når de nu ikke havde andre tilbage end hinanden. I sidste ende endte UCC med at blive kontaktet og selvfølgelig blev de to små børn taget imod med åbne arme og masser af kærlighed. Nu er de en del af en større søskendeflok og de stortrives med det. Begge går de nu i skole og de har en lige stor lyst til at lære nye ting og engelsk vendinger. De er gået fra håbløshed og ensomhed, til trygge rammer og mulighed for udvikling.
/ck

Evas:

Nu på Babyhjemmet..

Første tid på Babyhjemmet..

Evas blev født ved kejsersnit og ved fødslen var hun en sund baby på 3,5 kg. På trods af det gik der noget galt da lægen lagde kejsersnittet, så hun blev skåret i ansigtet og måtte syes som den første oplevelse i sit liv. Set bort fra såret i baby Evas ansigt, virkede det til at alt andet gik godt ved fødslen, både med mor og barn. Efter kort tid døde moderen dog og det formodes at hun har haft en indre blødning som desværre blev opdaget for sent.
Evas far er fattig og på det tidspunkt hvor han mistede moderen, havde han allerede 4 børn og ikke engang penge nok til at købe mælk til den lille nye pige. Han kunne derved ikke selv tage sig af babypigen og hverken hans eller moderens familier kunne tage hende til sig, da de selv havde store familie at tage sig af. Så blev gode råd pludselig dyre.
Som et forsøg på at redde pigen, blev hun først anbragt på et center for ældre børn med handicap, men det var ikke optimalt, så hun blev afleveret hos politiet som tog hende med til UCC’s babyhjem hvor hun nu bor.
Hendes ophold på babyhjemmet er kun midlertidigt og der håbes på at hun kan vende hjem til sin rigtige familie, når hun er blevet noget ældre. For selvom hun bliver elsket og passet godt på der hvor hun er nu, har alle børn bedst af at vokse op i deres egen familie.
Nu er hun fyldt 1 år og med en hjælpende hånd fra hendes ældre søskende, trasker hun muntert rundt og opdager en helt ny verden. 

/ck

William:

Nu på Babyhjemmet..

Første tid på Babyhjemmet..

Williams historie er kort, men trist! Ingen kender til hans familie eller hvorfor han er blevet efterladt som kun 3 uger gammel.
Fay, lederen for UCC’s babyhjem i Kyabakuza fik en opringning fra Mulago Hospital med besked om at endnu et barn var fundet efterladt og derfor bragt til hospitalet. Den lille dreng var blevet fundet dagen forinden liggende svøbt i et tæppe under et træ ved hospitalet hovedindgang. Det var ikke til at vide om andre familiemedlemmer til den lille baby ville dukke op og tage sig af ham, så derfor bad sygeplejersken indtrængende Fay om at hente barnet.
Familieforsorgs-kontoret i Masaka blev kontaktet, for at sikre sig at overdragelsen af drengen til UCC kunne forløbe retsmæssigt. Dog var det tid til at gå på weekend på kontoret, så det var ikke muligt at komme helt igennem og få en aftale i hus. Derfor fik Fay lov til at tage den lille baby med hjem weekenden over og så kunne hun komme tilbage og ordne papirerne mandag morgen.
Da han blev hentet på hospitalet kunne de ud fra hans vægt og hvor fint såret ved navlen så ud, beregne hans alder til at være ca. 3 uger. Han så sund og fin ud, og der var ingen tvivl om at han havde haft en god start på livet, så det er svært at sige hvad årsagen til hans efterladelse kan være.
Fay valgte at navngive den lille baby, William. Han bor stadig på UCC’s babyhjem og der bliver han fyldt med kærlighed og masser af leg. 

/ck

Maria:

Nu på Babyhjemmet..

Første tid på Babyhjemmet..

Lille baby Maria på omkring 1,5 år er et af de nyeste skud på stammen, når det gælder den nu store familie på UCC’s babyhjem i Kyabakuza. I slutningen af januar 2013 efterlod hendes mor hende ude foran en Kitovu katedral, som er en kirke hvor mange katolikker kommer for at få mirakler fra en død helgen som de kalder Fader Ngobya. De tror at så længe de beder gennem ham til Gud, så sørger han for at de får hvad de har bedt om. Moderen henvendte sig her til en flok børn der legede udenfor kirken og spurgte om de ikke ville holde øje med den lille babypige, mens hun var væk.
Næste morgen lå den lille baby våd, sulten, kold og mutters alene der hvor hun var blevet lagt dagen før. Børnene havde glemt alt om hende og var taget hjem efter endt leg, men ingen mor var kommet tilbage efter den stakkels pige. Heldigvis kom der en venlig sjæl forbi senere på dagen, som tog den kolde lille baby hen til politiet. Politiet kontaktede derefter UCC og gave dem midlertidig varetægt, mens sagen om babypigens efterladelse blev undersøgt. Ingen familie til lille Maria er dog blevet fundet endnu.
Gennem hele processen har baby Maria virket til at være godt tilfreds med hvem end der har holdt hende, det er et tegn på at hun har været vandt til at blive passet af mange forskellige mennesker. Da hun blev fundet havde hun en fin vægt og så ikke underernæret ud, men hendes hår var misfarvet hvilket er et tegn på en form for fejlernæring. Hendes alder på 1,5 år kan man ikke rigtig vide, men den er dømt ud fra de tænder hun har. Hvis man ser bort fra tænderne ville man ikke have nogen idé om at hun var så gammel. Da hun kom til babyhjemmet kunne hun sidde selv, men benene var helt slappe og tynde og hun brugte dem overhovedet ikke. Hun var lille af vækst og hendes hænder var altid knyttet som en lille babys og hun kunne heller ikke spise selv.
Nu har hun været på babyhjemmet i et par måneder og der ses allerede store fremskridt. Hun reagerer nu på hendes navn, pludre løs og smiler når en hun kender, leger med hende. Maria kan stadig hverken gå eller kravle, men benene spjætter lystigt og hun formår at skubbe sig en lille smule rundt, hvis der er noget hun virkelig gerne vil have fat i. Der bliver stadig trænet meget med hende og ingen er i tvivl om at hun med tiden vil indhente de ting hun aldrig har lært.
/ck

Henry:

Nu på Babyhjemmet..

Første tid på Babyhjemmet..

Henry blev en dag fundet af et venligt menneske, da han gik ene og alene rundt i Soweto området med kurs mod Kasekulo. Han var ikke andet end en meget lille dreng og Henry fortalte ham der fandt ham, at han ledte efter hans onkel, som tænkes at have været hans værge. Henrys finder sørgede for at han blev bragt til et sted hvor han formodentlig kunne få noget hjælp. Derfra blev han anbragt på UCC’s babyhjem, for at de kunne pleje og passe ham, samt give ham en familie at være en del af.
Henry fortalte her at hans mor var død og hans far, som er en motorcykel mekaniker, lod ham være alene og aldrig kom tilbage til ham. Når man spørger Henry om han har nogle søskende, så er han ikke sikker på hvad han skal svare, for han kan ikke rigtig huske om han har nogle. Han er en lille dreng og det gør at han ikke kan fortælle særlig meget om ham selv eller hans familie, og de få ting han fortæller kan man ikke være sikker på sandheden i.
Da han kom til UCC’s babyhjem var han meget syg med malaria, lungebetændelse, lavt blodindhold og det var meget tydeligt at han også var underernæret. Det har taget lang tid at forsøge at rette op på dette og selvom han har været på babyhjemmet i omkring et ½ år nu, slås han stadig meget med forskellige sygdomme. Han er begyndt i skole og kæmper sig godt frem, selvom der er en del sygedage hvor han må blive hjemme. Men det holder ham ikke tilbage fra at lege og skabe glæde overalt omkring ham. Han er også god til at tage sig af sine yngre søskende og når de ikke forstå hvad der bliver sagt til dem på engelsk, fungere han glædeligt som tolk - og han nyder at kunne noget som de ikke selv kan. Livet og håbet er tydeligt vendte tilbage i Henrys øjne

/ck

Joshua

Nu på Babyhjemmet..

Første tid på Babyhjemmet..

Joshua er en værre hængetrold og ikke særlig stor af vækst. Han blev i juli 2011 hentet i et nabodistrikt til Masaka, kaldet Lyantondo, hvor han 3 uger tidligere var blevet fundet efterladt af ukendte årsager, på et hospital i Kaliziso. Den lille dreng var voldsomt underernæret og en sygeplejerske passede på ham, mens myndighederne i ugerne op til hans ankomst på babyhjemmet, satte alt ind på at finde nogle slægtninge til ham. Men det var uden held, der var ingen familie at finde til den lille dreng. Derfor endte han lille, underernæret og forladt i hænderne på folkene på UCC’s babyhjem.
Ved Joshuas ankomst til babyhjemmet var han så underernæret at han havde store hævede hænder og fødder for enden af hans meget tynde arme og ben. Udover det var han så tynd at han havde udstående ribben og ikke kunne fylde noget tøj helt ud. Ved hans ankomst skønnedes han til at være mellem 18 og 24 mdr. gammel, men han vejede kun 7 kg og selvom han blev puttet i tøj der var str. 6-9 mdr., så var det for stort, da han ikke var så fyldig som babyer på den alder er.
Udover den klare underernæring, virkede han sund og rask. Han kunne dog ikke de samme ting som en baby på hans alder gerne skulle kunne, men holdt man ham i hånden kunne han gå nogle skridt, dog kun få af dem da han hurtigt blev træt. Allerede efter få uger kunne der ses tydelige fremskridt hos den lille dreng og overladt til kærlige hænder er han vokset og blevet en rigtig krudtugle. Nu løber han af sted og klatre rundt på alt der kan klatres på. Hans smil er enestående og han er ikke ked af at kaste sig i favnen på en, for at få et ordentligt klem.
/ck 

Winnie og Fred:

Nu på Babyhjemmet..

Første tid på Babyhjemmet..

Winnie og Fred er søskende og sammen har de gennemlevet en hård start på livet. Fred var den første af de 2 søskende til at komme på UCC’s babyhjem, da han var 9 mdr. gammel. Børnenes moder levede et hårdt liv med druk og tilfældige mænd, og som følge af dette er moderen og begge børn HIV smittede. Faderen til børnene bor ikke hjemme og har heller ikke haft nogen kontakt til dem.
Uganda Child Care kom i kontakt med denne familie, da lederen for babyhjemmet en dag besøgte Uganda Care’s klinikken, som deler gratis medicin ud til HIV smittede. Der mødte hun moderen og børnene og fik sig efterfølgende en snak med Uganda Cares socialarbejder, for at finde en løsning på familiens håbløse situation. Hun besluttede sig for at kontakte den lokale børneforsorg og der blev givet grønt lys til at Fred kunne komme ud og bo på babyhjemmet. Denne beslutning blev taget pga. den tilstand den lille dreng var i. Fra moderens side af blev der nemlig heller ikke rigtig vist nogen interesse for børnene og Fred var i en dårlig fysisk tilstand da han kom til babyhjemmet i efteråret 2011. Ligeså var Winnie voldsomt underernæret, fejlernæret og syg da hun flyttede ind på hjemmet et år efter Freds ankomst dertil. Hun var på daværende tidspunkt 4 år gammel og meget lille af vækst, og hun viste meget lidt interesse for at gå. Winnie virkede som en pige der pga. hendes situation havde mistet håbet og troen på mennesker omkring hende. Nu bor de begge på babyhjemmet i Kyabakuza, hvor de får masser af kærlighed og omsorg, samt den rette behandling for HIV. Winnie nyder her at få lov til at passe dukker eller bare sidde på skødet af en voksen og hygge. Fred er lidt mere til den vilde side og på hans små usikre ben trasker han af sted på nye eventyr. Livet har ikke været let for de to små børn og de kæmper stadig med mange ting, men det er tydeligt at se hvordan de har spiret og blomstret - og stadig gør det. 

Nu på Babyhjemmet..

Første tid på Babyhjemmet..

/ck

Jeremiah:

Nu på Babyhjemmet..

Første tid på Babyhjemmet..

Da Jeremiah var en lille dreng på en alder der regnes med at være omkring 3 år, var han til et crusade i en by sammen med hans forældre. Et crusade er et form for vækkelsesmøde hvor mange mennesker mødes et sted, synger lovsange og hører en prædiken. Pastoren der havde stået for mødet, fandt den lille dreng siddende alene tilbage da han gik og ryddede op efter at mødet var ovre. Manden tog drengen med sig og gik rundt for at finde forældrene. Men de var der ikke og har sidenhen ikke været til at finde. Da Jeremiah var for lille til at fortælle om sig selv, vides der ingenting om ham, hans opvækst eller hvorfor han blev efterladt.
Han blev sidenhen anbragt på UCC’s babyhjem hvor han nu har været i flere år. Som tiden er gået er han blevet en glad og sund dreng, som passer godt på de små ”søskende” og han er hurtig til at give en hjælpende hånd der hvor der er brug for det. Han er også begyndt i skole og med et stort tandløst smil stiller Jeremiah glædeligt op til enhver fodboldkamp.
/ck