En tur i bushen, fattige børn, solformørkelse og klamme fisk!

Uge nummer 2 er gået endnu hurtigere end den første. Lige om lidt skriver vi 3. uge og hvor er det vildt, så er vi snart på vej hjem igen.. suk. 
I onsdags var vi ude for at besøge det som virkelig er bushen - altså et fattigt område. Det er byen Namirembe ved victoriasøensbred (vi snakker så tæt ved søen at fiskerbådene trækkes halvt ind i byen, når de hives på land). Her skulle vi besøge UCC’s skole Gods Grace som har et par hundrede børn. Byen er rigtig fattig da mange af fædrene sejler som fiskere og efterlader kvinder og børn til at klare sig selv, derudover er den præget af rigtig meget alkohol og generelt ikke et særligt fedt sted at skulle bo. Den fine side er byen har små betonhuse, beskidte små butikker og masser af folk. Krydser man så broen som består af vakkelvorne tynde planker, så kommer man til det der virkelig er det fattige. En landsby bygget på sand - forstil jer huse fra vikingetiden af sammenbundet planker med sivtag og et klæde som dør. Ret op og ned af huset er der et lille hus hvor geder, grise, gæs, høns og andet godt hører til. Jep. Ikke de fedeste levevilkår. Derfor havde vi medbragt alt det gamle tøj som vi havde fjernet fra babyhjemmet, samt en masse gammelt legetøj som Ruth og Carstens børn ikke længere bruger. Det var en stor dag for børnene i området. 

Karoline og Lasse deler gaver ud til de større piger

En pige med en håndfuld "nyt" tøj

De blev rigtig glade for tingene, så glade at de endda knælte for os, hvilket er et tegn på respekt og stor taknemmelighed. Lidt svært at forholdet sig til at folk knæler for en, tror aldrig helt at jeg vender mig til det. Men det var en sand fornøjelse at være med til uddelingen. 
Halvvejs i tøjuddelingen måtte vi nødvendigvis stoppe og spise på den fineste restaurant i byen - et meget lille skur hvor de solgte friturestegte talapiafisk. Det vil sige en hel fisk puttet i en gryde med friture og derefter serveret på en tallerken. Uuumh, velbekomme. Fisk er ikke lige mit yndlings spise, denne smagte dog mere af friture end fisk. Men stadig er jeg ikke så stor fan af at sidde og pille kødet af benene og spise finnerne som var de chips og øjnene vil jeg slet ikke tænke på..

Velbekomme!

Til slut havde vi købt en masse slikkepinden som vi delte ud til alle skolebørnene - en fryd for øjet at se dem komme løbende, jublende og skrigende da de fandt ud af at vi havde “sweets” med til dem. For derefter at danne lange rækker og pænt stå stille mens de ventede på at det blev deres tur. Åh. Det er ikke til at stå for! :) 

Uanset hvor gammel man er, så bliver man glad for sweets!

Torsdag skulle vi igen ud for at sprede glæde - livet giver jo så meget mere meningen når det er det man bruger sin tid på! Her besøgte vi Sam og Sarah som tidligere har boet på babyhjemmet, men nu er komme i familiepleje hos en skøn familie. 

Sarah blev glad for sine nye ting

Og det var tydeligt at hun huskede mig
- en skøn lille pige som man kun kan
blive glad for at gense og glad for
at se hvor meget hun er
vokset og spiret

Det var et glædeligt gensyn og især Sam som er den ældste kunne huske os. Han var stor fan af “Mr. David”  (min far) så han kunne ikke forstå at jeg var taget afsted ud ham, for han ville gerne have besøg af ham. Men mon ikke jeg kan overbevise far om at vi skal et smut forbi og sige hej, når han kommer til Masaka. Vi havde nyt tøj med til begge børnene, og når vi nu var på Sams skole blev jeg også nødt til at sige hej til Nante som er en stor pige der bor på babyhjemmet, når hun altså ikke lige er på boardingskolen. Jeg fik kæmpe kram og store smil, og hun fik masser af nyt tøj, så det var glædeligt for begge parter!

Nante, Mig, Jamie, Sam og Janine på Hope Boardingschool

Som jeg også skrev på facebook, så var vi forbi Olivia på 15 år som er en fattig ung mor med en lille søn på 4 mdr. Hende og hendes bedstemor kæmper en hård kamp for at få tingen til at løbe rundt, men det lykkes ikke rigtig. Baby Ivan har det dog godt og ser sund ud, på trods af at han er meget lille af sin alder. De har svært ved at skaffe mad og nogle dage må de nøjes med at spise hvad de finder af blade og andet grønt. Derfor har vi sat fokus på at ville hjælpe dem mere inden vi rejser hjem. Har du lyst til at være med til det, så kan du gøre det her: http://childcare.dk/produkt-kategori/giv-en-gave/. Klik på “giv en gave” og marker donationen med “Olivia and her son”. Et hvilket som helst beløb bliver taget imod med kyshånd og stor taknemmelighed fra os og ikke mindst Olivia og hendes bedstemor.

Unge Olivia og hendes søn Ivan

Jeg fik æren af at holde den smukke lille baby!

I dag søndag så, på trods af solformørkelse og kirkefrokost, ud til at skulle være en ganske almindelig søndag, da vi stod op. Men det ændrede sig dog hen af vejen og nogle af os endte ud i endnu et besøg hos Kyambadde og resten af hans familie.
Ikke længe efter at Lasse, Karoline og jeg ankom til kirken med bilen fyldt af babyhjemsbørn, fik jeg øje på en pige i kirken som så bekendt ud, og selvom jeg havde svært ved at tro det, vidste det sig ganske rigtigt at være Kyambaddes storesøster Sylvia som var gået hele vejen fra deres hjem ude i bushen til Masaka for at deltage i vores gudstjeneste. De bor et godt stykke væk, så jeg forstår slet ikke at hun overhovedet formåede at komme hele vejen og så i det allerede varme vejr. Men hun var gået hjemmefra ved 6-tiden om morgenen for at gå de ca. 4 timer til Masaka Family Church. Hun er en sand fighter. 
Efter gudstjeneste indbød vi hende selvfølgelig til at deltage i vores fællesspisning og fik hurtigt givet hende en masse mad, hvilket de normalt ikke får særlig meget af - så hun var glad. Derefter tilbød vi at køre hende hjem, for man kan da ikke byde sådan en pige at skulle gå hjem igen, mens vi andre sidder og daser den med en cola ved poolen. Så vi samlede alle resterne af fællesspisningen på nogle plastiktallerkener, kørte ned i byen og købte forskelligt af bønner, majsmel, og andet spiseligt hvorefter vi satte kursen mod hendes hjem. 

Mzungo'erne studerer den kokosnød-lignende rodfrugt

Her blev vi modtaget af 3 børn der var igang med at skrælle en form for rodfrugter som skulle være deres frokost (klokken var på det tidspunkt langt efter frokosttid, men faderen var netop kommet hjem med dem, hvilket var hans betaling for dagens arbejde), så de blev glade for den allerede tilberedte mad vi havde med til dem. Udover det var det samme syn som sidst vi var der - nogle trist børn, især Kyambadde. 

Kyambadde vasker op

Mens Jeremiah laver mad

Med Kezias hjælp som tolk, formåede jeg at få kommunikeret med ham idag og han gav udtryk for at han klart kunne huske mig og var glad for at se mig, selvom han ikke kunne forstå at vi i sin tid kunne finde på at efterlade ham her hos hans familie.. Selvfølgelig!, Det var dét der gemte smilet og skabte håbløsheden i hans øjne. Tanken om det dejlig sted han kom fra med legetøj, kærlige Mamas, masser af mad og sjove Mzungo’er, alt imens han nu måtte finde brænde, hente vand, gå i slidt tøj og falde sulten i søvn. Tårerne var lige ved at finde vejen ned af mine kinder, da han mumlende fortalte at vi bare havde forladt ham. Hvor havde jeg lyst til at tage ham i hånden, putte ham i bilen og tage ham med hjem til babyhjemmet igen. Men det ville jo heller ikke være en løsning. Vi må desværre bare indse at det vi gør med gode intentioner, ikke altid ender ud i det bedste. Men forhåbentlig kan hans oplevelser i “den bedre verden” være med til at give ham et gå på mod når det kommer til at kæmpe for en bedre fremtid.

En bedrøvet lille Kyambadde! <3

Nu har de mad til noget tid og forhåbentlig kan det hjælpe dem indtil regnen kommer og vander deres have.

En tankevækkende søndag er nu ved at være ved vejs ende og selvom vi blev lettere skuffet over den solformørkelse der ikke var så mørk igen, er taknemmeligheden for at vi igen har vand og strøm stor. Vi Mzungo’er lever det bedre liv, uanset hvor skod det ser ud og det burde mange af os - ikke mindst jeg selv - lære at sætte meget mere pris på. 

Sula Bulungi (god nat)
/Camilla Michelle