Fødselsdag, fadderbarn, småkagefest og hane-gave!

I tirsdags blev det endelig dagen - den 5. november hvor jeg efter mange års drømmerier fik mulighed for at holde fest i varmen! De 19 år blev fejret med et super hyggeligt poolparty, som alle de dejlige dansker havde været med til at arrangere. Det var en totalt skøn dag med masser af kage, afrikanske gaver, gamle og nye venner samt sol og 27+ grader. En dag jeg bestemt vil se tilbage på med glæde, de næste mange mange år!

Ikke hvert år man får en ananas i fødselsdagsgave!

Torsdag fik jeg æren af at tage ud og besøge mit fadderbarn på 8 år, som jeg nu har sponsoreret i 3 1/2 år. Det var en rigtig stor oplevelse for mig, men bestemt også for hende og hendes familie. Her flere dage efter er jeg stadig overvældet af deres store glæde og taknemmelighed - det er fantastisk at se hvilken forskel det gør, at jeg sender lidt penge hver måned!

Rachel og jeg ved Rhema skole

Jeg besøgte hende på hendes skole og gav hende der de gaver jeg havde med fra DK af, samt fik lov at se hendes klasseværelse og fik sunget en fin "velkommen til vores skole" sang af alle hendes klassekammerater. Herefter fandt vi ud af at hun ikke boede så langt fra skolen, så vi steg i bilen og kørte hjem for at møde hendes mor som var hjemme sammen med hendes yngre søskende.

En flok lækre elever der vinker og skriger efter Mzungo'en!

Det kom lidt som et chok for mig da jeg fandt ud af at hun ikke blot har 4 ældre søskende men også en 2-3 yngre. Det var lidt forskellige svar jeg fik på antallet af søskende i hendes familie, men uanset om de er 7 eller 8 børn, så synes jeg det er mange! Især når man ikke rigtig kan sende dem i skole og bor i et meget lille 3 værelses hus. Men de var glade for at se mig og i det jeg kom ind af døren, fik jeg en kæmpe bjørnekrammer af Rachels mor og blev halvt svunget rundt i luften - det kan man da kalde en stor modtagelse.

Rachels søde og meget glade mor

Det var hyggeligt at besøge dem, men også meget tankevækkende. De har ikke særlig meget og kæmper for det de har, men stadig har de overskud til at smile og udvise stor gæstfrihed. På deres væg hang der en plastiklomme med et brev jeg skrev til Rachel den 22. april 2010. Dengang var det Miriam der besøgte hende og jeg må sige at jeg er noget overrasket over at de har kunnet gemme det så længe. Men på trods af jord og blegnede billeder, hang det pænt på sit søm.
Børnene i familie sover på sivmåtter på jorden og det overraskede mig lidt, da jeg ved at jeg tidligere har købt både madras, myggenet og tæppe til Rachel - men det er selvfølgelig ikke udsædvanligt at faderen tager disse ting, hvis han selv er i mangel af det. Hmm, hvilken forældre kan sove godt om natten, velvidende at han ligger blødt på den madras der var tiltænkt hans datter, alt imens hun ligger og fryser på en sivmåtte på et betongulv? Så i den kommende uge bliver jeg nødt til at tage ned i byen og tømme pungen, så Rachel kan få alle de ting jeg nu selv har set at hun er i mangel af. Det er dejligt at jeg får mulighed for at gøre det for hende inden jeg rejser hjem :)

Her bor Rachel sammen med hendes forældre og 6-7 søskende

Rachels mor blev ved med at sige hvor glad hun var for at jeg hjælper dem med Rachels skolegang og alt muligt andet. Moderen snakker kun luganda og tolken kunne ikke rigtig følge med, så jeg smilte og nikkede bare. Og tja, jeg tror ikke hun tænkte så meget over at jeg ikke forstod det. Men det var meget overvældende at se hendes store taknemmelighed og hvordan hun knælede for mig, mens hun gav mig gaver som tegn på deres taknemmelighed. Disse gaver bestod af en stor klase matokebananer (grønne madbananer som de laver grød af) samt en stor flot hane. Det var meget mærkeligt at skulle tage imod det, især fordi jeg selv lige var kommet med mad til dem, fordi de ikke altid har så meget. Men det var et tegn på taknemmelighed og det rørte mig meget.

En lettere skræmt (pga. hanen) mig i deres lille stue/opholdsrum/børneværelse

 Hanen navngav vi Sigurd og på trods af min første skræk for den, så var den egentlig ganske rar. Men hvad i alverden skulle jeg stille op med en hane?

Mig og min gave sammen med Rachel i hendes
 nye gave, som hun har arvet fra Rebecca

Selvom jeg var træt oven på en meget indtryksfyldt dag, havde jeg ikke haft hanen i mange minutter før jeg havde besluttet hvad jeg skulle stille op med den stakkels hane. Og nej, den fik ikke lov at komme med hjem som kælehane da min kære rumbo ikke kan fordrage fjerkræ. Så sammen med bananerne fik han lov at komme hjem til Teenagemoren Olivia og de blev 1000 gange mere glad for gaven end jeg gjorde. 

Sigurd og jeg blev næsten gode venner!

 Hos Olivia blev vi i dagens anledning inviteret indenfor i det meget gamle og slidte hus. Her sad vi i deres sofaer som manglede fyld og havde fjedre der gjorde dejlig ondt bagi, så det var en dejlig ubehagelig halv time. Men de var rigtig søde og baby Ivan var super glad, så han gik lidt på runde mellem alle de babyglade mzungo'er. Det var til stor underholdning for Olivia og hendes bedstemor, da vi allesammen klukkede om hvor smuk og dejlig han var, hvilket de åbenbart ikke er vandt til at høre om deres børn.

Stuen i det lille hus

Baby Ivan i noget af hans nye tøj fra DK

 Til idag (lørdag) havde vi planlagt det helt store: vi skulle da tage alle de største babyhjemsbørn med til Lake Nabugabu som er en sø godt en halv time fra Masaka. Der skulle vi bade, holde picnic og bare have det sjovt. Vi havde så ikke lige tænkt på at det er regntid her i Uganda og at man bestemt ikke kan regne med vejret. Så da vi stod op i morges var det gråt, vådt og rigtig koldt - ikke Danmark koldt, men koldt... Frokosten, desserten og børnene ude på børnehjemmet var klar, så gode råd blev hurtigt dyre. Da det kort efter morgenmaden så begyndte at regne og ikke rigtig ville stoppe igen, stod det klart at vi måtte ty til plan B, som hidtil stadig var ukendt. Ruth kom så med den geniale idé at vi kunne tage ned på UCC's café frikadelle og bage småkager sammen med børnene. Den var vi straks med på og en eftermiddag på caféen med 11 energifyldte børn blev det så til. Nøøøj man hvor var der gang i dem, men hvor var det også hyggeligt. Da vi hentede dem på babyhjemmet startede de med at sidde i bilen og råbe/synge "Come together, come together lets have fun!" og det var med høj stemning og store forventninger at de ankom til caféen. Her fik de frokost, cola, kage og lov til at bage småkager som de derefter selvfølgelig også spiste. Hen på eftermiddagen afleverede vi en flok sukker/energifyldte og super glade børn, hvorefter vi kørte hjem og dejsede om på sengen - her ligger jeg så stadig.... Dejlig dag og fantastisk at se glæden i alle de små ansigter! Det er noget der er værd at leve for!

Frokost på Caféen (nogle af børnene)

Når vi nu ikke kunne komme til søen, så var børnene glade for at de
kunne kigge på fisk i "Lake Frikadelle"

Det er svært når man ikke har prøvet det før

Winnie er en af de "gamle" eksperter!

Fyldt med endnu flere indtryk og ufattelige oplevelser, ligger jeg her på min seng og tænker på om mit hoved når at springes inden jeg kommer hjem igen? - jeg har i hvert fald tabt små stykker af mit hjerte mange steder efterhånden... Åh. Fantastiske små mørke børn!

/Camilla Michelle